Dansk, kultur og kommunikation. Børns mundtlige legekultur

Resume af tekst 1. Børns mundtlige legekultur
Lene Jensen PN12910

Børn tilegner sig sproget gennem udforskning og brug i sociale fællesskaber. Sproget har mange funktioner og anvendelsesmuligheder I den mundtlige legekultur er det sprogglæden og fællesskabet med andre børn, der er drivkraften i tilegnelsen af sprogets muligheder.

Dette kapitel fokuserer på de 6-12 årige børn.

I teksten forstås børns mundtlige legekultur som en samlebetegnelse for de aktiviteter, genre og udtryksformer i mundtlig baseret leg og fortællinger som børn deltager i. Med andre ord: Øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gak, gyserhistorier, lyde, rim, verbale dueller, og pralerier, gådevitser, parodier, tunge-twistere, fornærmelse, vittigheder, ”alle børnene”- genre, remser, mundhuggerier m.m.

Familien og medier spiller en stor rolle i forhold til børns legekultur. Forældre og søskende har betydning for tilegnelsen af glæde ved leg med sproget, og værdsættelse og udvikling af humor. Medierne levere indtryk, som de unge herefter bruger og bearbejder i legekulturen.

Samvær, sociale relationer og kommunikation i familien er som regel præget af stabilitet, rutiner og forudsigelighed, hvorimod det i institutionerne er præget af det modsatte. Her er samvær, relationer og kommunikation komplekst, foranderligt og noget men skal opnå og vedligeholde. Disse færdigheder er noget børnene tilegner sig i samspillet med bl.a. søskende og i institutionerne og i fritiden.

De genrer og udtryksformer der er nævnt som børns mundtlige legekultur stiller forskellige krav til børnenes sproglige kompetencer.

Ved gåder og gådevitser, er det spørgsmål-svar-formlen børn lærer. Det er en kappestrid, og en udfordring for mange. Det kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til kulturelt præget billedsprog.

Ved gyserfortællinger er det mere fortællingen der er i centrum, og der skabes en forventning til afslutningen.

”Alle børnene”-genren, er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer, herunder tabuer som død, ulykke, lemlæstelse, dumhed, handicap, sex, incest, voldtægt. Ved at finde en form og et udtryk kan det tabuiserede og det som ”vi ikke taler om” alligevel formuleres passende og med humoristisk distance.

Parodier er en komisk efterligning af andre. Børn bruger det eksempelvis til genfortælling af konflikter med voksne.

Rim og remser bruges primært af mindre børn, men for større børn anskues alle børnene genren for den nye remseform.

Pædagogerne har stor betydning for børns legekultur. De har til opgave at skabe tid og rum til at børn kan udforske og udfolde sig. Det er vigtigt at præsentere de mindre børn for forskellige genre. Pædagogerne skal være med til at udfordre og opfordre til forskellige aktiviteter, hvor de kommer omkring så mange genrer som muligt.

Fokuspunkt:

Mentalt skal der også være rum til udfoldelse. Når små børn udforsker og eksperimentere med sproget, vækker det ofte begejstring, men også større børn har brug for at udforske og udøve sproget i dets mange forskellige genrer og anvendelsesmuligheder. Det larmer når to børn er midt i en verbal duel, men det er en nødvendig kompetence at være rap i replikken og øve sig i den selvbeherskelse som også hører til genren.

Her kan det være spændende at diskutere om pædagogerne er gode nok til i en sådan situation at give de større børn rum nok til at udfolde sig eller om vi bremser dem i deres udfoldelse?