Indsamling af børns vittigheder.

Lene Jensen PN12910

Jeg har ikke umiddelbart nogen børn omkring mig i hverdagen, der fortæller vittigheder. Min store datter på 16 kom hjem fra efterskole, og jeg spurgte hende om de fortalte hinanden vittigheder. Hun kiggede på mig som om jeg var fra en anden planet, og sagde nej mor det gør vi altså ikke. Lidt efter fortalte hun at hvis én kommenterede at en anden eksempelvis var ”fed” så sagde man tilbage ”din mor er fed”. Heller ikke på sms eller computer bruger de at fortælle hinanden vittigheder. Jeg har derfor kontaktet min niece Emma på 9 år, og min nevø Malthe på 6 år pr. telefon, for at høre om de fortalte vittigheder til nogen.

Emma fortæller at hun nogle gange fortæller vittigheder sammen med hendes veninder. Når jeg spørger hvor tit de fortæller vittigheder, svarer hun: nok en gang om ugen sådan cirka. De fortæller ikke vittigheder til hinanden over telefonen eller via computeren. Indimellem kan de godt finde på at fortælle vittigheder henne i skolen sammen med læreren, hvis der er lidt tid tilbage af timen. Da jeg spørger om hun kan huske nogen vittigheder fortæller hun denne:

Et skilt spørger et andet skilt, skal vi være kærester, hvortil skiltet svarer, nej jeg er skilt.

Malthe derimod, synes det er sjovt at fortælle vittigheder sammen med hans kammerat. De kan lave små historier og holde gang i dem over flere dage, hvor de morer sig over det. Da jeg spørger om han kan huske nogen vittigheder, kan han ikke umiddelbart lige komme i tanke om nogen.

Ud fra det jeg har kunnet finde ud af om vittigheder, så er det primært de mindre børn der fortæller vittigheder til hinanden. Det lyder som om det primært er vittigheder de selv finder på og ikke nogen de hører fra andre.