Resume tekst 2. At skabe antropologisk viden om børn.

Lene Jensen PN12910

Vi anskuer antropologisk børneforskning som en videnskabelig disciplin, der både er rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i. At skabe antropologisk viden om børn er en bestræbelse på at forstå indholdet af kategorien børn både som erfaring og betingelse og forklare de sammenhænge, der på en gang definere og defineres af det enkelte barn og grupper af børn.

Der er tale om en videnskabelig tilgang, der principielt hverken er behovsskabt eller målrettet, afgrænset eller fordefineret, men tværtimod stræber efter indkredsning af de mange forskellige forhold der opleves af og virker ind på børn og influerer på deres handlinger, muligheder, fortolkninger og udvikling.

Feltarbejde:

Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk forskning. Antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelsen ”i felten” hvor man gennem længere tid indgår i sociale situationer og opbygger relationer til de mennesker man udforsker. Dette kan strække sig fra flere måneder til flere år. Det væsentlige er at være i felten så længe at man indtager en acceptabel position i forhold til de mennesker, hvis liv man studerer. Feltarbejde beror således på en deltagelse der sigter mod indsigter bag om ordene. Mennesket handler, men ofte er rationalet bag ikke er kendt. Det betyder derfor at det ikke vil være tilstrækkeligt med spørgeskemaer, interview som eneste metode. Folk kan udtrykke sig på måder, der afspejler anerkendte og veletablerede logikker helt uafhængig af deres dagliglivs handlinger eller værdier. Der er sider af hverdagslivet, der ligger udenfor rationelle begrundelser, handlemåder der udfolder sig meningsfuldt uden at være benævnt. At udforske menneskers hverdag betyder indsigt i handlinger, prioriteringer, og samværsformer, formulerede og uformulerede. Et vigtigt element i feltarbejde er at undre sig over de forhold man konfronteres med, for derpå at undersøge baggrunden for dem. Feltarbejde er ikke udtryk for én bestemt tilgang. Enhver undersøgelse må tilpasses det specifikke genstandsfelt og den problemstilling, der arbejdes ud fra.                                                               

Deltagerobservation:

Feltarbejde beror på en vekselvirkning mellem deltagelse i andre menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede. Uden deltagelse forstår man ikke bevæggrunde og erfaringer, men hænger fast i sin umiddelbare opfattelse af forholdet baseret på kategorier og begreber hentet fra ens egen verden. Uden distance kan man ikke fortolke de indsamlede data. Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på en og samme tid indebærer en indlevelse og en distance- et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelse og samtidig fastholde en analytisk distance til det det observerede og måske umiddelbart genkendelige. Deltagerobservation er således ikke bare at gå ind i undersøgelsesfeltet og søge at forstå, det er også at bestræbe sig på at lægge afstand til det kendte og hjemlige. Glemme sine hidtidige opfattelser i forsøget på at begribe verden som den giver mening lokalt. Den analytiske distance skal ikke hentes i ens hjemlige referenceramme eller begrebsunivers. Analysen må være loyal over for den undersøgte virkelighed, dvs. de der gældende standarder for tænkning, handlinger, kategorier og begreber. Uanset hvad det handler om er det bestræbelserne på at forstå de mennesker man har med at gøre på deres egne præmisser.

Feltarbejde som refleksiv tilstand:

Grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet. Kun gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på én gang at skulle sætte sig ind i andre menneskers liv og forsøge at forklare deres livsomstændigheder, værdier og rationaler, uden at ens egne begreber overtager den analytiske konstruktion af sammenhænge. Som feltarbejder er man selv en del af empiriens tilblivelse, for indsigt i mennerskelige erfaringer sker nødvendigvis ved personlig mellemkomst. Den personlige mellemkomst kan ikke overkommes, men må indtænkes i ethvert forskningsprojekt som et vilkår for undersøgelsen, der indbefatter erkendelsen af, at vores begribelse af mennerskers virkelighed altid vil være begrænset og selektiv. Vi kan ikke undersøge fænomenerne i sig selv, for der er ingen måde at gå til virkeligheden på uden om fortolkninger. For at kunne tolke og forklare de fænomener vi iaggttager, trækker vi altid på forståelser og erfaringer, som går forud for den umiddelbare situation. Der findes ikke noget emperisk råmateriale, som objektivt reflektere virkeligheden. Tolkning er således en uomgængelig del af etnografiske observationer, og den refleksive udfordring består i en stadig åbenhed overfor forskellige forskningsmuligheder og uophørlig dialog mellem materialet, feltarbejdesprocessen og de fortolkninger, man lægger ind  iagttagelserne. Et grundlæggende aspekt ved refleksiviteten er derfor, at forskeren i videst muligt omfang er opmærksom på de udvælgelser, der foretages, og de personlige forhold, som i feltarbejdersituationen påvirker ens opfattelse af empiri. Empirien er den registrering, man fortager i mødet med forskningsobjektet inspireret af teoretiske perspektiver  og personlige erfaringer og prioriteter.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:

I forbindelse med at antropologer og sociologer i slutningen af firserne for alvor begyndte at formulere paradigmastiske overvejelse om børne- og barndomsforskning, blev det af flere fremhævet at etnografiske metoder måtte anses som velegnede til indkredsning af børns perspektiver, erfaringer og viden. Der har enddog været en tendens til, at etnografiske metoder er blevet set som måden at indkredse et barneperspektiv på, hvilket kan medføre den slutning, at blot man anvender etnografiske metoder, så indfanger man også børnenes perspektiv. Man kan stille spørgsmål ved om det at tale om et ”barneperspektiv” som en entydig størrelse? En sådan sammenfatning ignorerer sociale kampe, uoverensstemmelser og vil stå i risiko for at fremstille gruppen som mere socialt homogen og med mere fastlagte og ufforanderlige opfattelser og handlemønstre, end der er belæg for. Endelig er det værd at pointere, at et barneperspektiv ikke er en empirisk størrelse, der fremkommer ved studier af børns udsagn og handlinger alene, men en analytisk konstruktion, der hænger sammen med de teoretiske overvejelser, man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde. Den antropologiske forskning retter sig således ikke mod repræsentation af deres perspektiver, for vi kommer aldrig så tæt på , at vi kan sige, vi deler deres erfaringer eller ved hvordan de tænker. De forståelser der produceres gennem feltarbejde blandt børn, peger i stedet mod mere komplekse forklaringer af de sociale og kulturelle betingelser, som børn aktuelt lever i og med. Dvs. undersøgelserne bør rette sig mod at forklare børns forskellige opfattelser i lyset af de omgivelser, de lever i og forholder sig til i stadige samspil med andre mennesker. Objektet for den antropologiske forskning er ikke bare børn, men børn i bestemte kontekster.

Analyse af kontekst:

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen, der udforskes, men bedømmelsen relevans beror på en konstruktion af fænomenet som forskeren foretager. Man inddrager nogle forhold som er relevante, men undlader andre der ikke opfattes som signifikante for ens problemstilling. Bedømmelsen af relevans beror i høj grad på de teoretiske indfaldsvinkler, der har inspireret ens undersøgelse og dermed de spørgsmål man stiller. Antropologen Raymond McDermott pointere i sine refleksioner over kontekstbegrebet, at opfattelsen af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse, man foretager. Konteksten er et udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang. Med dette perspektiv kan vi altså ikke på forhånd vide, hvilke sammenhænge der er relevante, men vi kan undersøge det. Konteksten må underkastes fuldt så systematiske analyser som handlinger og interaktioner. Både for at kunne danne baggrund for sammenligning af forhold, som har nogenlunde samme karakter, og for at gøre det gennemskueligt, hvad der i et givent projekt udnævnes til at være en betydningsfuld sammenhæng. Problemet med kontekstbegreber er at det sjældent gøres til genstand for diskussion. At afdække hvilke forhold der er de væsentligste for analysen af de undersøgte børn, fordre åbenhed overfor mange sammenhænge kan vise sig at være relevante.

Antropologisk viden om børn:

Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst, mellem det individuelle og det generelle, som de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer. At forske i børn med et antropologisk perspektiv betyder at få blik for aktive samspil omkring etablering af positioner, viden og handlemuligheder i relation til mennesker og betydninger der omgiver og ustandseligt blander sig i, korrigerer og kommenterer de barnlige udtryk.

Fokuspunkter:

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen, der udforskes, men bedømmelsen relevans beror på en konstruktion af fænomenet som forskeren foretager. Man inddrager nogle forhold som er relevante, men undlader andre der ikke opfattes som signifikante for ens problemstilling. Bedømmelsen af relevans beror i høj grad på de teoretiske indfaldsvinkler, der har inspireret ens undersøgelse og dermed de spørgsmål man stiller.

Jeg kommer til at tænke på om pædagogerne altid er opmærksomme på konteksten betydning for beskrivelsen af et barn som har vanskeligheder? Eller er der en tilbøjelighed til blot at se på barnets adfærd og dermed problemet? 

Konteksten må underkastes fuldt så systematiske analyser som handlinger og interaktioner. Både for at kunne danne baggrund for sammenligning af forhold, som har nogenlunde samme karakter, og for at gøre det gennemskueligt, hvad der i et givent projekt udnævnes til at være en betydningsfuld sammenhæng.

Er pædagogerne gode nok til at beskrive konteksten barnet indgår i? Er der den fornødne tid til at kunne observere hvilken kontekst barnet indgår i?